Sådan spotter du svindel via SMS og Email
7 ud af 10 ved ikke, hvem eller hvad de kan stole på online.
Her er »4 røde flag«, du kan holde øje med, når du skal vurdere, om noget er svindel:
Det skal gå hurtigt
Svindlere vil som regel gerne presse dig til at tage hurtige beslutninger, og reagere instinktivt. F.eks. ved at sende dig beskeder om, at dit kreditkort udløber, at en betaling ikke er gået igennem, der er en pakke der skal fortoldes, eller at et fantastisk tilbud udløber lige om lidt.
Det er uopfordret
Har du fået en venneanmodning fra en fremmed? Har du bestilt en pakke, ringet til support, eller været til et event? Hvis du ikke har igangsat kontakten, kan det være en svindler, der prøver at snyde dig i et uopmærksomt øjeblik.
Der er fejl i detaljerne
Svindlere forsøger ofte at efterligne store, kendte brands, så hvis du finder stavefejl eller ser ekstra bogstaver eller tal i afsenders mailadresse eller i et link, så er det højst sandsynligt svindel.
Det er urealistisk
Når noget lyder for godt til at være sandt, er det som regel svindel. Hold øje med overraskende præmier, gratis give-aways, kæmpe rabatter og retur-garantier – uden at du skal løfte en finger. Det er meget karakteristisk for svindel.
Digitaliseringsstyrelsen og Center for Cybersikkerhed samlet en masse gode råd til, hvordan vi færdes sikkert på nettet.
Du kan også tage deres test og se, hvor god du er til at spotte falske mails, sms’er og hjemmesider.
Vil du vide mere? Så tjek sikkerdigital.dk